Dette indlæg, om udvikling af faglighed, er skrevet af en studerende fra EDP uddannelsen.

Ansvar, valg og frihed.

Jeg er ansat som social faglig medarbejder i Kommunalt regi, hvor jeg har samtaler med borgere, der grundet psykiske og ofte sociale udfordringer er uden for arbejdsmarkedet. Målet er at de gennem individuelle samtaler og gruppeforløb, kommer tættere på arbejdsmarkedet igen.

For at forøge mine kompetencer og derved tilføre de individuelle samtaler en større faglig kvalitet, meldte jeg mig til uddannelse ved EDP instituttet i Kolding.

Min oprindelige plan var egentlig, at blive eksistentiel coach, men i løbet af 2. år fandt jeg ret hurtig ud af, at jeg ville noget mere, og er nu i gang med 3. år til eksistentiel dynamisk psykoterapeut.

Da jeg startede på uddannelsen, var mit primære fokus på udvikling af den faglige kvalitet, indtil jeg opdagede den enorme kraft, der ligger i den personlige udvikling. Jeg opdagede, at faglighed er betinget af en personlig udvikling, særligt i den eksistentielle tilgang.

Og det har særligt været den personlige udvikling, som har været i fokus, hvilket giver rigtig god mening, når jeg ser tilbage. Fagligheden skabes sammen med den personlige udvikling, og bliver et udeleligt hele. For at opbygge fagligheden må fundamentet være på plads.

Jeg har altid har oplevet mig selv som et sundt og fornuftigt menneske, der kan klare sig selv og diverse udfordringer i livet. Men jeg har fundet ud af, at det kan gøres på en nemmere og mere tilfredsstillende måde. Jeg har gennem de 3 år på uddannelsen oplevet en spirende følelse af frihed gennem en større bevidsthed om min måde at være i verden på, og især ved at forholde mig til mine valg i det, og tage et bevidst ansvar for det.

Derfor har nogle af uddannelsens grundindstillinger, nemlig Ansvaret, valget og friheden, en særlig betydning for mig.

Ansvaret er centralt i den eksistentielle tilgang. Det er en grundlæggende tro på eller overbevisning om, at mennesket er i stand til at tage ansvaret på deres måde, træffer sine valg, og har friheden til det, og ved det.

Grundindstillinger er ikke en metode eller en rolle, som kan tages frem i en faglig sammenhæng.

Grundindstillingerne er netop grundlæggende – det er et menneskesyn.

Jeg har gradvist lært mig, at tage mere og mere ansvar for mig, og mærket befrielsen ved at ryste en til tider tyngende offerrolle af mig. Jeg har mærket effekten af, at tage styringen over mit liv og forkaste illusionen om at leve efter, hvad jeg tror, er omgivelsernes forventninger og dermed forsøge på at tilpasse mig på en utilstrækkelig måde.

Jeg oplever en tydelig forskel i min måde at forholde mig til begrebet ansvar på, fra før til nu.

Det er faktisk meget mere anstrengende, når jeg ikke tager ansvar, og mærker nu ret hurtig, når jeg ikke gør, da det føles ufrit og tungt.

Efter at jeg nu forstår hvad det vil sige, at tage ansvar for mit eget liv, og især mærket effekten i mig selv, oplever jeg, at det er blevet nemmere at udfordre den anden til at tage ansvar for deres eget liv på sig.

Min nye bevidsthed bevirker, at jeg ikke tager ansvaret for eller fra borgerne, og har erfaret det forunderlige og samtidig ganske simple – borgerne tager ansvar fordi de kan og vil, især når de mærker den befrielse, der ligger i det.

Derfor giver det rigtig god mening, at det starter i en selv, hvis man vil hjælpe andre mennesker til, at finde deres eget ståsted og frihed til at træffe deres valg.

For mig giver det i det hele taget god mening både menneskelig, økonomisk og samfundsmæssigt.

Jeg arbejder som sygeplejerske og er i gang med 3. år på uddannelse til Eksistentiel dynamisk psykoterapeut ved EDP Instituttet. Mit mål med uddannelsen er, at jeg skal udvikle mig til at blive en bedre sygeplejerske – ikke som sådan have en ny funktion. Jeg kan give et lille eksempel på, hvordan jeg ser tingene på en ny måde til stor gavn for patientplejen på den afdeling, jeg arbejder:

En uhelbredeligt syg mand i 50`erne bliver indlagt til lindrende pleje og behandling fra et andet sygehus. Han kommer før aftalt tid med ambulance og en ledsagende sygeplejerske, fordi natten har været frygtelig, pga. uro, angst og vejrtrækningsbesvær og man ved efterhånden ikke, hvad man skal stille op.

Pt. tilbydes smertestillende og angst dæmpende medicin, men ønsker ikke, fordi han er bange for at komme til at sove og ikke vågne op igen. Pt. er ekstremt urolig – også motorisk. Har gang i 1000 gøremål på en gang og uddeler modsatrettede ordre (f.eks. skal gardiner trækkes for, hvis de er trukket fra og omvendt og ben op, hvis de er nede og omvendt). Han er virkelig forpint og kan ikke være alene. Der omorganiseres i afdelingen, så der kan være en person hos den angste konstant. Moderen er der også – så ganske urimeligt forpint af, at hun oplever, at hendes sidste nu levende barn snart skal dø. Mere lidelse har jeg sjældent oplevet i samme rum. Jeg bruger bevidst min vejrtrækning og fokus på min egen krop for at skabe ro for mig selv og på stuen. Jeg får præciseret for mig selv, hvad mit succes kriterie er i denne situation og det bliver til, at hvis jeg formår at være med det som er lige nu, præcis som det er, så er det den allerbedste hjælp, jeg kan give. Det gør for os alle 3 en stor forskel i forhold til at holde ud at være der. Jeg skal ikke fjerne angsten, fordi den fortæller dem noget. Jeg skal blot være der sammen med dem. Det, som angsten fortalte patienten viste sig at være, at døden er meget nært forestående og der er nogle ting, der skal ordnes nu og hvor var det godt, at jeg ikke havde projekter på pt`s vegne – ville lindre/bedøve, men troede på at mennesker har ressourcerne til at vælge og finde mening med sit liv – også når det er ved at ebbe ud. Dagen efter er tilstanden den samme forpinte, men pt formår at få talt med mor og andre involverede personer, samt med vores hjælp at få klargjort 3 dokumenter – herunder bl.a. sikring af mors situation efter hans død og udfærdigelse af testamente. Jeg troede heldigvis på, at han selv kender svaret på, hvad der er bedst. Pt. er herefter fuldstændig udmattet, men rolig i 2 timer efter, at dokumenterne er færdige. Angst og uro tiltager, da det bliver mørkt – pt tør ikke komme i seng, fordi han er bange for at dø i sengen. Pt. bestemmer selv og bestemmer også fortsat at takke ”nej” til medicin, selvom jeg havde håbet, at han ville modtage, da det efterhånden er svært at se på al denne lidelse. Næste morgen tør pt godt være i sengen og fortæller, at han er tryg ved at være her – stoler på os og han takker ”ja” til at få afslappende medicin. Pt mærker accept, har brugt sin frihed til at vælge, og dør roligt samme dag.

Tidligere ville jeg have haft rigtig svært ved at være med så megen lidelse hos både mor og pt, og jeg ville have forsøgt at overtale – med lægers hjælp- til at modtage medicin, for at dæmpe angst, uro og vejrtræknings besvær. Jeg ville på alle måder have forsøgt at pynte på situationen, ordne det, fikse det og i det hele taget handle mig ud af det svære. Jeg ville også have haft svært ved at udføre de 1000 modsatrettede ordrer, der blev udstedt. Jeg ville have tilkendegivet, at ”jeg ved bedst, hvad der er godt for dig”. Såfremt jeg havde praktiseret på denne måde, ville pt ikke have kunnet sikret mor vha. diverse dokumenter og han ville ikke have haft oplevelsen af at have frihed til at vælge. Netop at han får mulighed for selv at definere, hvad der for ham giver mening til det sidste, træffe sine egne valg og oplever friheden til det, gør, at han dør roligt, accepteret og som et menneske, der har opnået det vigtigste i sit liv: At træde i eksistens.

At praktisere EDP`s grundindstillinger i dette forløb, havde afgørende betydning for denne patient og pårørende.

Artiklen er anonymiseret af hensyn til de pårørende.