Hos EDPI er etik og etiske spørgsmål en vigtig del af undervisningen. At arbejde som coach, leder, konsulent eller behandler forudsætter stor selvbevidsthed, høj etik og moral. Målet gennem uddannelsen er at opøve en professionel bevidsthed, således at coachen evner at træde et skridt tilbage og reflektere over samtalen og processen.
Etiske overvejelser og etiske dilemmaer er en del af menneskers liv. Vi antager at alle har en opfattelse af, hvad der er vigtigt og hvad der er rigtigt i livet. Dette opleves tydeligt, hvis andre handler på bagrund af værdier, vi ikke selv lever efter. Eller når andre handler mere egoistisk, end vi har forventet.
At møde verden med et åbent sind fører ofte til tvivl om, hvad der er etisk rigtigt at gøre, både i forhold til sig selv, den anden, arbejdspladsen og samfundet. Derfor er der behov for at opøve en etisk bevidsthed, at træde et skridt tilbage og reflektere over egne etiske grundantagelser.
Etik på coachuddannelsen
Etik bygger på coachens menneskesyn og samfundets moralske principper. Gennem coach uddannelsen er det centralt at udvikle en etisk bevidsthed. Etisk bevidsthed og professionel modenhed, der sammen gør samtalen til en professionel samtale.
Vi har formuleret en række etiske retningslinier der gælder på uddannelsen.
- Coachen skal arbejde for at fremme klientens mål og personlige udvikling, sundhed og evne til at skabe meningsfuldt samspil med andre mennesker.
- Hensynet til og respekten for klienten går forud for coachens personlige interesser.
- Coachen skal have indsigt i og forståelse for menneskets unikke verdensbillede og udviklingspotentiale. Coachen skal således bestræbe sig på at opleve klienten ud fra dennes verdensbillede og udviklingspotentiale. Coachen skal adskille egne behov og værdisystemer fra klientens.
- Coachen skal kunne danne sig overblik, have indlevelsesevne, en ikke-fordømmende holdning samt mestre forskellige teknikker, for at processen kan forløbe respektfuldt og tilfredsstillende.
- Coachen skal være bevidst om egen kompetence.
- Coachen har ansvar for egen professionelle udvikling.
- Coachen har tavshedspligt.
- Coachen videregiver ikke oplysniger uden at det er aftalt med klienten.