Jeg arbejder som sygeplejerske og er i gang med 3. år på uddannelse til Eksistentiel dynamisk psykoterapeut ved EDP Instituttet. Mit mål med uddannelsen er, at jeg skal udvikle mig til at blive en bedre sygeplejerske – ikke som sådan have en ny funktion. Jeg kan give et lille eksempel på, hvordan jeg ser tingene på en ny måde til stor gavn for patientplejen på den afdeling, jeg arbejder:
En uhelbredeligt syg mand i 50`erne bliver indlagt til lindrende pleje og behandling fra et andet sygehus. Han kommer før aftalt tid med ambulance og en ledsagende sygeplejerske, fordi natten har været frygtelig, pga. uro, angst og vejrtrækningsbesvær og man ved efterhånden ikke, hvad man skal stille op.
Pt. tilbydes smertestillende og angst dæmpende medicin, men ønsker ikke, fordi han er bange for at komme til at sove og ikke vågne op igen. Pt. er ekstremt urolig – også motorisk. Har gang i 1000 gøremål på en gang og uddeler modsatrettede ordre (f.eks. skal gardiner trækkes for, hvis de er trukket fra og omvendt og ben op, hvis de er nede og omvendt). Han er virkelig forpint og kan ikke være alene. Der omorganiseres i afdelingen, så der kan være en person hos den angste konstant. Moderen er der også – så ganske urimeligt forpint af, at hun oplever, at hendes sidste nu levende barn snart skal dø. Mere lidelse har jeg sjældent oplevet i samme rum. Jeg bruger bevidst min vejrtrækning og fokus på min egen krop for at skabe ro for mig selv og på stuen. Jeg får præciseret for mig selv, hvad mit succes kriterie er i denne situation og det bliver til, at hvis jeg formår at være med det som er lige nu, præcis som det er, så er det den allerbedste hjælp, jeg kan give. Det gør for os alle 3 en stor forskel i forhold til at holde ud at være der. Jeg skal ikke fjerne angsten, fordi den fortæller dem noget. Jeg skal blot være der sammen med dem. Det, som angsten fortalte patienten viste sig at være, at døden er meget nært forestående og der er nogle ting, der skal ordnes nu og hvor var det godt, at jeg ikke havde projekter på pt`s vegne – ville lindre/bedøve, men troede på at mennesker har ressourcerne til at vælge og finde mening med sit liv – også når det er ved at ebbe ud. Dagen efter er tilstanden den samme forpinte, men pt formår at få talt med mor og andre involverede personer, samt med vores hjælp at få klargjort 3 dokumenter – herunder bl.a. sikring af mors situation efter hans død og udfærdigelse af testamente. Jeg troede heldigvis på, at han selv kender svaret på, hvad der er bedst. Pt. er herefter fuldstændig udmattet, men rolig i 2 timer efter, at dokumenterne er færdige. Angst og uro tiltager, da det bliver mørkt – pt tør ikke komme i seng, fordi han er bange for at dø i sengen. Pt. bestemmer selv og bestemmer også fortsat at takke ”nej” til medicin, selvom jeg havde håbet, at han ville modtage, da det efterhånden er svært at se på al denne lidelse. Næste morgen tør pt godt være i sengen og fortæller, at han er tryg ved at være her – stoler på os og han takker ”ja” til at få afslappende medicin. Pt mærker accept, har brugt sin frihed til at vælge, og dør roligt samme dag.
Tidligere ville jeg have haft rigtig svært ved at være med så megen lidelse hos både mor og pt, og jeg ville have forsøgt at overtale – med lægers hjælp- til at modtage medicin, for at dæmpe angst, uro og vejrtræknings besvær. Jeg ville på alle måder have forsøgt at pynte på situationen, ordne det, fikse det og i det hele taget handle mig ud af det svære. Jeg ville også have haft svært ved at udføre de 1000 modsatrettede ordrer, der blev udstedt. Jeg ville have tilkendegivet, at ”jeg ved bedst, hvad der er godt for dig”. Såfremt jeg havde praktiseret på denne måde, ville pt ikke have kunnet sikret mor vha. diverse dokumenter og han ville ikke have haft oplevelsen af at have frihed til at vælge. Netop at han får mulighed for selv at definere, hvad der for ham giver mening til det sidste, træffe sine egne valg og oplever friheden til det, gør, at han dør roligt, accepteret og som et menneske, der har opnået det vigtigste i sit liv: At træde i eksistens.
At praktisere EDP`s grundindstillinger i dette forløb, havde afgørende betydning for denne patient og pårørende.
Artiklen er anonymiseret af hensyn til de pårørende.
